Laurits Gulløv
I Toldbodgade i København findes Den Kgl. Afstøbningssamling, en enestående samling af skulpturer i gips modelleret efter statuer og kunstværker fra oldtiden og renæssancen. Det er en af verdens fineste afstøbningssamlinger. I 2016 blev samlingen lukket, og siden har dens fremtid været uklar.
Samlingen har til huse i en imponerende pakhusbygning, som der går vedvarende rygter om, at staten ønsker at skille sig af med. Denne bygning har i sig selv en historisk tyngde, som få andre. Det var fra dette imponerende pakhus, at den danske slavehandel blev varetaget, og det var her, de varer, der blev importeret fra de Dansk-vestindiske øer, blev opmagasineret. Hvis bygningen sælges, overgår dette vidnesbyrd om Danmarks brutale, koloniale fortid formentlig til kapitalfonde, der må antages at være de eneste, der kan betale de flere hundrede millioner kroner, som bygningen er værd. Er det virkelig det, vi vil? Er det ikke bedre, at denne bygning netop benyttes som museum, der kan minde os om historien herunder de traumer vores koloniale fortid har medført?
Andre steder ville man for længst have gjort dette unikke sted til en magnet for hip bykultur og kunstformidling
Et salg af bygningen vil også betyde, at den enestående gipssamling skal fragtes bort. Og det sker ikke uden omkostninger. Ét er den vanvittige økonomi i en sådan flytning af skulpturer, hvoraf flere af dem er rytterstatuer, paladssøjler og delvise slotsfacader. Et andet er de omkostninger, det har for skulpturerne, der i fleres tilfælde vil skulle saves over for overhovedet at kunne komme ud af dørene. Det anslås, at flytning, geninstallation og reparation af skader vil løbe op i 100 mio. kr., et beløb, der vil blive taget fra allerede trængte kulturbudgetter. At skaderne vil være betydelige, ved vi, fordi samlingen er blevet flyttet engang før – med drastiske konsekvenser.
Samlingen har ikke altid stået i Vestindisk Pakhus. Da den blev oprettet af brygger Jacobsen i slutningen af 1890erne, var interessen for nyklassicismen stilnet af, og nye vinde blæste på den internationale kunstscene. Statens Museum for Kunst drev samlingen mere eller mindre modvilligt frem til 1960erne. På det tidspunkt var gipskopier ikke i høj kurs, og samlingen blev flyttet fra Sølvgade til en ladebygning i Ledøje. Den var naturligvis ikke skabt til at huse en sådan samling, hverken når det gjaldt temperaturregulering eller fugt, og ovenikøbet var der hul i taget.
Gipsskulpturerne fik lov at blive stående i Ledøje indtil 1980erne, hvor en gruppe kunstnere og venner af samlingen opstøvede den. Det lykkedes at få samlingen installeret i Det Vestindiske Pakhus, men den var i slem stand. Omkring en femtedel, altså ca. 500 afstøbninger, gik tabt som følge af opholdet i laden, og det kom til at tage ti år for restauratorer, arkæologer og billedhuggere at reparere den misligholdte gips på de afstøbninger, der stod til at redde. Restaureringen alene kostede omkring 20 millioner kr.
Først i 1995 var samlingen klar til at blive genudstillet nu altså i Pakhuset i Toldbodgade. Men blot syv år efter beskar man kulturområdet i en grad, så den næsten helt nye opstilling til manges overraskelse måtte lukke for offentlig adgang. I de følgende år vekslede den mellem kortvarige åbninger og lukninger, desværre mest det sidste, og i 2016 lukkede den endegyldigt. Nu vil man så helt af med ”lageret”, som det efter sigende bliver betegnet i embedsmandskredse.
Den Kgl. Afstøbningssamling indeholder stort set udelukkende afstøbninger taget direkte af oprindelige skulpturer. Selve gipsformene, de blev støbt i, findes ikke længere, og i dag er flere af de oprindelige værker i så dårlig stand, at gipsafstøbningerne, som blev lavet i 1890erne, nu har en helt enestående værdi. De er det tætteste, vi kommer på den oprindelige skulptur. Selvom mange lande i Europa havde lignende samlinger, så er de fleste slået i stykker under Anden verdenskrigs bombardementer, smuldret under dårlig forvaltning eller gradvist flyttet til opmagasinering. Det gør vores til en af verdens fineste – så længe det varer.
Det er det tætteste, man kommer på et skulpturbibliotek, for skønt man ikke kan låne gipserne med hjem, så kan de herfra genskabes, hvis de oprindelige skulpturer skulle gå tabt eller forvitres. Men det er også et bibliotek i den forstand, at man her på et og samme sted har mulighed for at sammenligne stilarter på tværs af geografi og tid, hvad der er afgørende, hvis man har ambition om at forstå den vestlige kunsthistorie ud fra en personlig erfaring. Det er her, man helt konkret, i tre dimensioner, kan se, hvad forskellene og lighederne eksempelvis er mellem Michelangelos renæssanceskulpturer, den antikke Laokoon-gruppe og Thorvaldsens fortolkninger af antikke myter.
Hvis bygningen sælges, overgår dette vidnesbyrd om Danmarks brutale, koloniale fortid formentlig til kapitalfonde… Er det virkelig det, vi vil?
Efter min mening er Den Kgl. Afstøbningssamling et af de mest utrolige steder i København: Det er tre etagers poetisk labyrint af mytologiske skabninger der står under fine bjælkelofter i et usædvanligt, smukt og lidt mindre højtideligt udstillingsrum end de almindelige hvide museumslokaler.
Alt dette betyder, at man har følelsen af at vandre rundt i en verden af mysterier, fortællinger, myter og tragedier i en ekspressiv sammenblanding, der er et af de mest Instagram-worthy steder i København. Man kan finde en afstøbning af en bronzeskulptur, der stod i antikkens Pompeji, hvis overflade er fuld af knopper, fordi bronzen reagerede på varmen fra lavaen under Vesuvs udbrud i år 79. Man kan finde en afstøbning af Rosetta-stenen, der blev nøglen til at kunne tyde de egyptiske hieroglyffer, afstøbninger af figurer, der pryder nogle af Europas mest prominente kirker og meget mere. Det vækker inspiration og eftertanke, og er samtidig et oplagt sted for samtidskunsten at gå i dialog med sit kunsthistoriske ophav. Hvis vi ønsker en kunstscene, der kan reflektere over mere end blot det i øjeblikket nærværende, er det af afgørende betydning, at samtidskunstnere kan opsøge kulturarv. Ved lukningen af Den Kgl. Afstøbningssamling har vi tabt en enestående adgang til europæisk kultur- og kunsthistorie.
Besøgstallene er høje, hver eneste gang det lykkes at åbne den for offentligheden. Ja faktisk havde samlingen i 2015, det sidste år den var åben, et højere besøgstal pr. time end Charlottenborg, og det vel at mærke uden nogen som helst form for reklame, SoMe eller anden offentlig omtale. Det skyldtes alene kvaliteten af samlingen og placeringen ved havnen.
Så hvorfor skal denne samling overhovedet flyttes? At en syvetagers bygning, der ligger i Danmarks mest turistede kvarter på strækningen mellem Nyhavn og Kastellet i første række ud til Københavns havn et stenkast fra den lille havfrue ikke skulle kunne omdannes til et populært museum, er simpelthen umuligt at forstå. Andre steder ville man for længst have gjort dette unikke sted til en magnet for hip bykultur og kunstformidling. Man ville have skabt en trendy museumscafé med blogger-planter og gipsafstøbninger, sådan som det er gjort på SMK, men her lader staten bygningen forfalde. Hvorfor?
Præcis hvor sagen om salget af pakhuset i Toldbodgade står, er det meget svært at få klarhed over, men uanset hvad er samlingen pt. ikke tilgængelig for offentligheden, og det er i sig selv et stort tab for byen såvel som for kulturlivet i Danmark. Når et bibliotek brændes ned, vækker det kraftige billeder om kulturelt forfald, censur og vidensforagt, men hvilke billeder vækkes, når lignende videnssamlinger nedprioriteres, indtil de kan nedlægges uden protest?
.
.
.
Laurits Gulløv er studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Teksten blev bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 11.2.2020 (bag betalingsmur).
En forkortet udgave af teksten blev publiceret som læserbrev i Information 7.2.2020.
