• Andre afstøbningssamlinger
  • Hvad er en afstøbning?
  • Litteratur om gipssamlinger
  • Om gipsafstøbning
  • Om gipsafstøbning

    Ny bog af Jørgen Bau

    OM GIPSAFSTØBNING giver et indblik i, hvordan man laver gipsafstøbninger af skulptur. I mere end 3500 år er skulpturer blevet bevaret eller mangfoldiggjort ved hjælp af afstøbning. I renæssancens Europa opstod de store afstøbningssamlinger ved akademier og museer. Bogen er rigt illustreret med eksempler på afstøbninger i Den Kongelige Danske Afstøbningssamling. De er gennem mere end 250 år samlet og erhvervet fra Europas berømteste museer. Under 2. verdenskrig gik mange af de store samlinger til grunde, og samlingen i København er derfor i dag enestående.

    Selvom den først og fremmest rummer gengivelser af berømte kunstværker, tænkt til at opleves og til inspiration for studerende, vækker den tekniske side af afstøbningerne tit stor nysgerrighed. Kendskab til afstøbningens teknikker vil måske få de besøgende til at forstå og og værdsætte det, de ser på en anden måde. Bogen henvender sig til alle, der vil prøve at arbejde lidt med gips, samt til formningslærere, konservatorer og billedhuggere, kort sagt, til alle, der interesserer sig for skulptur.

    Om forfatteren

    JØRGEN BAU (f. 1937) er oprindelig uddannet stukkatør, men har især beskæftiget sig med en række opgaver inden for dansk skulptur og arkitektur. Fra 1985 til 2002 ledede han Den Kongelige Afstøbningssamlings værksted i Vestindisk Pakhus under Statens Museum for Kunst. Sammen med et lille team af medarbejdere rettede han her op på årtiers vanrøgt af samlingen, udbedrede skader, samlede og genopstillede de store skulpturer, der havde henligget adskilt siden 1960’erne.

    I de senere år har han for danske museer restaureret originale gipsmodeller af bl.a. Niels Skovgaard, Niels Hansen Jacobsen, J.F. Willumsen, Svend Rathsack m.fl. Ikke mindst har hans afformninger muliggjort, at Niels Hansens Jacobsens Troldespringvand foran Vejen Kunstmuseum kunne færdiggøres i bronze. Jørgen Bau har også bistået nulevende danske billedhuggere, blandt dem Hanne Varming og Pontus Kjerman, med afformning og støbning af deres værker. Han forener i sit virke stor håndværksmæssig kunnen med kunstnerisk indlevelse.

    Bestilling af bogen

    Jørgen Bau: Om gipsafstøbning udkommer maj–juni 2021. Bogen er på 136 sider med 150 illustrationer.

    Den udgives af KunstCentret Silkeborg Bad. Prisen bliver ved forudbestilling inden 15.maj, incl. porto og forsendelse, kr. 225,

    Bestillinger sendes til:

    [email protected]

    Kolofon

    Om gipsafstøbning
    © Tekst og fotos: Jørgen Bau
    Udgivet 2021 af KunstCentret Silkeborg Bad
    Gjessøvej 40, 8600 Silkeborg
    Tilrettelæggelse: Jørgen Bau og Sasha Andersen
    Tryk: Vestergaards Bogtrykkeri
    ISBN 978-87-91252-91-4