En afstøbning i gips er en håndværksmæssig gengivelse – eller en kopi – af en genstand, det vil i denne kontekst sige af en skulptur eller et andet tredimensionelt kunstværk.
I dag afstøber man i negativforme af silikone-gummi, som nemt når ind i alle originalens folder og hjørner, og som kan krænges af. Uden på silikonen lægger man en fast gipskappe, som holder den bløde gummiform på plads, når den er taget af originalen. I hulrummet på negativformen hælder man gips, og der fremkommer derved en afstøbning af det originale værk.
Tidligere var processen mere omstændelig. I stedet for silikone kunne man bruge ler eller benlim, men normalt brugte man såkaldt “ægte” forme, dvs. faste forme i gips, som møjsommeligt blev bygget op af ofte flere hundrede enkeltstykker, kaldet “kiler”. Deres facon sikrer, at de ikke falder ind i formen under støbningen, mens en gipskappe udenom kilerne forhindrer, at de falder udad.
På de fleste afstøbninger viser smalle linjer – såkaldte støbegrater – hvor de enkelte kiler mødes. At støbe med en gipsform er en omstændelig proces, men formen kan holde til flere afstøbninger end en silikoneform. Gips er et stabilt materiale.
Gipsafstøbningerne er bygget op over et skelet af træ og jern men er ellers hule og vægtykkelsen på afstøbningen er normalt mellem 1 og 8 cm. Er luften tør og ikke forurenet, og står figuren sikkert, kan den holde uendeligt. Den største fare for gips er fugt, stød og slag, især ved transport.
Afstøbninger, der er lavet fra gode forme, hvad enten det er ægte forme eller i silikone, gengiver originalen med millimeters nøjagtighed og med alle overfladens mindste forskelligheder. Nøjagtigheden kan nemt konkurrere med 3D-prints.
Uanset om originalen er i bronze, marmor, kalksten eller træ, bliver afstøbningen hvid og helt ensartet. Eventuelle naturlige eller påmalede farveforskelle på originalen forsvinder på en afstøbning. Her kan man heller ikke skelne mellem originalens oprindelige dele og eventuelle restaureringer. En afstøbning kan derfor i videnskabelig henseende ikke erstatte en original.
Afstøbninger har til gengæld den fordel, at man kan forsøge sig med forskellige rekonstruktioner af kun delvist bevarede statuer eller statuegrupper.
Men den primære fordel ved afstøbninger er naturligvis, at de kan kopiere den såkaldte originalskulptur med kun et minimalt tab af kunstnerisk kvalitet. Kunsthistorikeren Julius Lange påpegede dette forhold allerede i 1872, da han slog til lyd for en gipsafstøbningssamling i København:
“… Den plastiske Form, hvori dog Kunstværket har sin aandelige Betydning, gjengiver Gibsen med uformindsket Originalitet i dens Helhed og dens Enkeltheder.”