I 1872 holdt kunsthistorikeren Julius Lange en tale på Kunstakademiet, hvor han, så vidt vides, for første gang præsenterede ideen om en offentlig tilgængelig gipsafstøbningssamling i Danmark. Han plæderede for en afstøbningssamlings nytte og værdi, ikke bare for kunsten, men for hele den danske offentlighed. Hans tale fødte så at sige ideen om Den Kongelige Afstøbningssamling, der 26 år senere blev virkeliggjort med dens åbning i 1898 på SMK.
[534]
Kunstudstillingen og Afstøbningssamlingen.
Tale ved Akademiets Aarshøjtid, den 31. Marts 1872.
–––––––––
Blandt de Sager, som Akademiet har havt til Behandling i det forløbne Aar, have nogle en altfor forbigaaende Betydning, til at de her kunne fremdrages, andre, som ere af større og mere blivende Betydning, vente endnu paa en Afgjørelse. Et Spørgsmaal er der imidlertid, som, omendskjønt det i Øjeblikket hører til de mest svævende, dog i saa høj Grad har optaget Akademiets Tanker og Forhandlinger, og som frembyder en saa stor almindelig Interesse, at det ogsaa ved denne Lejlighed ligesom trænger sig frem af sig selv. Det er Spørgsmaalet om en ny Bygning for Kunstudstillingen og for Akademiets Samlinger. Det er endnu for Tiden ganske uafgjort, hvilken Vej denne Sag skal tage; men det tør betragtes som sikkert, at Alle maa føle, hvilken indgribende Betydning det har for Kunstens Vilkaar her i Landet, at Sagen om ikke altfor lang Tid føres til et godt Maal.
Sagen har først og fremmest Betydning for Akademiet som kunstnerisk Undervisningsanstalt. Under de nuværende Forhold optager Udstillingen i et Par Maaneder af Aaret Akademiets Skolelokale og foraarsager
… en fuldstændig Samling af Gibsafstøbninger over Billedhuggerværker fra de klassiske Kunstepoker, […] gjør langt mere Nytte for Kunstens Erkjendelse end en Samling af kostbare Originalværker…
[535]
saaledes en større Afbrydelse i Undervisningen. Den Uddannelse, som Akademiet tilbyder Eleverne, og den Nydelse, den Vækkelse af Interessen, som Udstillingen kan byde, have hver paa sin Maade saa stor Værdi for Kunstens Udvikling, at det er beklageligt, at den ene af disse to Institutioner skal staa den anden i Vejen.
Det er desuden lige meget i det kunstelskende Publikums og i enhver producerende Kunstners Interesse, at der faas et rummeligere og til Formaalet mere egnet Udstillingslokale, end Akademiets Skoleværelser og Forsamlingsværelser kunne frembyde. Den hyppige Overfyldning af det nuværende Lokale røber baade den store Interesse, som det danske Publikum nærer for sin Nations Kunst og retfærdiggjør tillige Ønsket om et større og bedre, som desuden, selv naar man bibeholder den nuværende større aarlige Udstilling, dog stadig burde kunne optage de Arbejder, som Kunstnerne havde gjort færdige.
Disse Motiver for Ønsket om en ny Udstillingsbygning ligge saa klart for Dagen, at de slet ikke behøve nogen nærmere Udvikling. Der er endnu et tredje Motiv, som neppe har mindre Betydning end de andre, det er Interessen for Akademiets Samlinger, navnlig dets Afstøbningssamling. Men Betydningen heraf er det større kunstelskende Publikum vistnok mindre i Stand til at vurdere, netop fordi kun de Færreste have kunnet faa et fuldt Indtryk af denne Samlings overordentlige Værd under de Forhold, hvorunder den nu er opstillet. Hvis den kunde ses og studeres under gunstigere Forhold, vilde den ganske sikkert være Gjenstand for stor offentlig Interesse. De Sale, hvori den er opstillet
… den plastiske Form, hvori dog Kunstværket har sin aandelige Betydning, gjengiver Gibsen med uformindsket Originalitet i dens Helhed og dens Enkeltheder …
[536]
– foruden den, hvori vi her befinde os, tillige 4 tilstødende større og mindre Værelser –, rumme allerede Alt, hvad de kunne rumme uden at forvandles til Magasiner, saa at enhver ny Anskaffelse allerede i nogle Aar mere har maattet ske for Fremtidens Skyld end for strax at gjøre sin Nytte eller give sit Udbytte. Desuden maa disse Sale hyppig benyttes i Øjemed, som ligge udenfor deres Bestemmelse, hvilket allerede har skadet Samlingen og i Længden vil skade den endnu mere. Jeg taler her ikke om en Fest som denne, da Alle vistnok gjerne samles i en Sal, som faar et saa talende og aandfuldt Præg ved de ypperlige Kunstværker, som vi se for os, hvorhen vi vende Blikket; men Sagen har desværre ogsaa en Vrangside; der er mindre festligt Brug, hvortil disse Sale maa tjene: en af dem bliver man endog nødsaget til at bruge som en Slags Pulterkammer. Dertil kommer endnu, at Ministeriet ved en Foranstaltning, for hvilken Akademiet ikke kan være det noksom taknemligt, har bestemt den Samling af Afstøbninger over Mesterværker af den kristelige Tidsalders Kunst og af nyere danske Skulpturer, som tidligere var tilgængelig for Publikum, men som nu allerede i en Række af Aar har været utilgængelig, til at forenes med den herværende Samling af Afstøbninger over Antiker. Interessen for denne Samling er saaledes ogsaa overdragen til Akademiet, som heri yderligere maa se en Tilskyndelse til at tragte efter Opførelsen af en ny Bygning. Man kan ikke Andet end med næsten smertelig Forventning se den Tid imøde, da disse Skatte, hvoriblandt der findes flere af den kristelige Skulpturs ypperste Værker, Arbejder af Michelangelo, Ghiberti,
[537]
Robbia o. A., skulle befries fra deres nuværende Fængselstilstand, og da man atter kan komme ind paa en god Økonomi med de Midler, som Offenligheden ejer til Aandens Vækkelse og Uddannelse.
Det er allermindst fornødent i denne Sal at paakalde Nogens Interesse for et Formaal som dette. Hvad vi her have for Øje, taler for sig selv; det taler vel en fjern Oldtids Sprog, men dog først og fremmest et almenmenneskeligt Sprog, som sætter os i et levende Samfund med Oldtidens skjønneste og bedste Ideer. Det er i disse Dage netop et Aar siden, at der gjennem hele den civiliserede Verden gik en Gysen af Angst for de Ødelæggelser, som de herlige Kunstværker i Paris vare udsatte for under Borgerkrigen. Vi have her i Salen en Afstøbning af den Afrodite fra Melos, hvis Frelse ud af Faren vakte en saa almindelig Sensation og Glæde, at man virkelig derved fik at føle, at de store Kunstværker betragtes som Palladier for Menneskeheden.
Afstøbningssamlingers store Betydning er nu almindelig følt over Evropa. En tysk Arkæolog, Direktøren for Samlingen i Berlin, har for nylig udtalt, at en fuldstændig Samling af Gibsafstøbninger over Billedhuggerværker fra de klassiske Kunstepoker, overskuelig og belærende anordnet efter et videnskabeligt Princip, gjør langt mere Nytte for Kunstens Erkjendelse end en Samling af kostbare Originalværker. Disse Ord indeholde ikke Mere end den rene Sandhed. Naturligvis har Originalværket sine Fortrin, som Ingen bestrider. Det har, hvad man kunde kalde en Affektionsværdi, en Værdi som Relikvie forud for Afstøbningen, men denne Affektionsværdi vedkommer ikke Kunstværdien. Marmoret
… [gipsafstøbninger taler] et almenmenneskeligt Sprog, som sætter os i et levende Samfund [i forbindelse] med Oldtidens skjønneste og bedste Ideer.
[538]
og Bronzen ere ikke alene varigere, men langt skjønnere Stoffer end Gibsen; men den plastiske Form, hvori dog Kunstværket har sin aandelige Betydning, gjengiver Gibsen med uformindsket Originalitet i dens Helhed og dens Enkeltheder. Lad saa være, at en eller anden Finhed i Behandlingen af et Kunstværk, en eller anden fri og genial Brug af Mejslen, først ret kan nydes og paaskjønnes, hvor man har Originalværket for sig, lad saa være, at en strengt videnskabelig, en kritisk Forskning af Kunstværkerne kan komme til at trænge til Studiet af Originalværket for at gjøre en sikker Slutning, saa vilde det dog være kunstnerisk eller videnskabeligt Pedanteri af disse Grunde at forringe Betydningen af en Afstøbning. De store Samlinger af Originalværker af antik Kunst staa nu for os som historiske Kjendsgjerninger; enhver af dem er bleven til ifølge ganske særegne historiske Vilkaar; saadanne Samlinger som den i British Museum, som Vatikanets eller den neapolitanske kunne overhovedet ikke længere tilvejebringes, selv om Midlerne vare nok saa store. Fortrinlige og betydelige Originalværker af antik Kunst ere i den nyere Tid næsten ikke til at faa for Penge; men en Afstøbning af en udmærket antik Statue koster knap 100 Rdl. og er let at skaffe. Det egner sig netop fortrinlig for de mindre og fattigere Nationer at anlægge Samlinger af denne Art, Samlinger, som i al deres Beskedenhed dog i Henseende til det aandelige Udbytte, som de kunne give, endog ere rigere end de største existerende Originalsamlinger, fordi man i dem kan repræsentere alt det Bedste fra de bedste Samlinger. Den, som har studeret Skulpturen i Rom, vil vide, hvilke uvurderlige
[539]
Hjælpekilder man har i det franske Akademis ypperlige Afstøbningssamling i Villa Medici, selv i denne By, som har saa prægtige Museer af Originalværker.
De store Hovedstæder have anlagt overordenlig rige Samlinger af denne Art; jeg vil minde om de kolossale Samlinger i Krystal-Paladset og i Kensington-Museet i London, om den rige og elegant udstyrede Samling i det nye Museum i Berlin. Men man kan ogsaa nævne Byer, som i Betydning knap naa Kjøbenhavn; Dresden f. Ex. har samlet et Museum af Afstøbninger, som baade i Henseende til Indholdsrigdom og hensigtsmæssigt Lokale lader vor Samling meget langt bagefter sig. Sverig har i det nye National-Museum i Stockholm anlagt en betydelig Afstøbningssamling, smukt opstillet og paa den frieste Maade tilgængelig for Almenheden.
… [det vilde] være kunstnerisk eller videnskabeligt Pedanteri […] at forringe Betydningen af en Afstøbning
Jeg skal her ikke dvæle ved den dybere Betydning, som en saadan Repræsentation af den ypperste Skulptur, navnlig den antike, kan have for Enhvers, ikke alene Kunstnerens, Dannelse, og endnu mindre ved det videnskabelige Udbytte, som de Studerende vilde kunde vinde deraf. Denne Betydning faar man først en Overbevisning om gjennem Øjets egne Erfaringer, den kan ikke i Korthed udvikles med Ord. Det er indlysende, at saa ædle og ypperlige Midler til at vække Nationens Kunstsans og til at give den en høj Forestilling om Kunstens Værd og Betydning ogsaa indirekte vilde komme Danmarks egen Kunstøvelse tilgode. Men det ligger nær, hvor vi tale om en Samling, som er knyttet til Akademiet, at tænke paa den Betydning, som Samlingen vilde have for Kunstnernes egen Udvikling. Det er vel sandt, at for vor Generation indtager Studiet af
[540]
Antiken ikke den Plads som for tidligere Slægter. Ingen vil vel glemme, hvilken overordenlig Betydning dette Studium har havt for vor største Kunstner, Thorvaldsen; men der findes maaske dem, som ville gjøre gjældende, at der nu staar andre Ting paa Dagsordenen, at Kunsten siden Thorvaldsens Tid har taget en anden Retning, at Interessen for Malerkunsten har trængt Interessen for Billedhuggerkunsten noget i Baggrunden, og at det atter indenfor Malerkunsten er Gjengivelsen af Naturen eller det hjemlige Liv, som tager den største Plads op. Dette vil man kunne sige med Rette; og hvad enten Kunsten nu trænger til atter at føres ind paa nye Veje eller ikke, saa omskabes den sikkert ikke ved Midler uden fra. I vor Tid er Læren om de forskjellige Nationaliteters og de forskjellige Tidsaldres Modsætning altfor udviklet, Tanken om Naturen og Livet som Kunstens eneste sande Kilde er altfor indprentet, til at nogen vilde tænke paa, at vor Kunst kunde opfostres ved en ligefrem Efterligning af fjerne og fremmede Nationers Kunst, end ikke af en Kunst som den græske. Men det vilde sikkert ogsaa være en falsk Opfattelse af en saadan Samlings Betydning, at man i den skulde søge ligefremme Forbilleder eller Inspirationer til sine egne Værker. Ligesaa lidt som vor Tid fører Krig paa samme Maade som Alexander den store, endsige som Achilles, ligesaa lidt som vor Tænkemaade og Levevis svarer til den græske, ligesaa lidt kan vor Kunst svare til den græske; vi forlange med Rette, at den skal svare til vort eget Liv og vore egne Idealer. Men vi høre og læse dog gjerne om Oldtidens Heltegjerninger, vi beundre Heltesindet, styrkes og be-
[541]
gejstres af det, selv om vi vel vide, at vi ikke kunne kopiere dets Gjerningers Form. Saaledes ogsaa med Kunsten. Der har neppe været nogen Kunstner i de senere Aarhundreder, som har staaet Oldtidens Kunst saa fjern i hele sin egen kunstneriske Retning som Rembrandt; man har endog længe troet, at han Intet kjendte til den, eller at han forsmaaede den, og dog have vi lært af nyere Opdagelser, at ogsaa han har havt Afstøbninger af Antiker i sine Samlinger. Vi mindes derved om, at den sande Kunstner føler en Streng i sit Indre sympathetisk berørt ved at se det Store og Ægte og kunstnerisk Fuldkomne, saaledes som det ses i de ypperste antike Værker, at det fremmer hans Væxt og styrker hans Kunstnermod, selv om han aldrig for sit Vedkommende tænker paa at forsøge Noget i samme Art. Han elsker disse Værker, for hvad de ere i sig selv. Det er netop godt for en Kunstner at have et saadant fredet Territorium at ty til, hvor han i Stilhed kan omgaas med det Fuldkomneste, som Menneskeaanden har frembragt.
I en Retning kan en Afstøbningssamling imidlertid ogsaa have en mere ligefrem og praktisk Betydning for den udøvende Kunst, nemlig ved Samling af arkitektoniske Former og af plastisk Dekoration. Arkitekturen er i højere Grad end Billedkunsten knyttet til Traditionen. De historisk udviklede Stilformer have et bestemt æsthetisk Værd: Arkitekten maa kjende dem, de danne Grundelementerne for hans Kunst, hvor frit eller hvor tro han nu end vil benytte dem. Og han maa kjende disse Former, hvor de findes i deres oprindelige Skjønhed og Renhed. I Grækernes arkitektoniske For-
En betydelig og fuldkomment tilgængelig Afstøbningssamling hører til den Art af Foretagender, som ingenlunde ligge over en lille og mindre rig Nations Evne …
[542]
mer og i deres figurlige Plastik aabenbarer sig det selvsamme fine og aandfulde Øje for Form, og Formsansen yttrer sig her som hist i lignende Nuancer: den doriske Stils strammere Linjer og skarpere Vinkler, den ioniske Stils blødere svungne Linier og mildere og mangfoldigere Overgange, den senere korinthiske Stils kjækkere, mere maleriske Spil med Lys og Skygge. Saaledes vil Arkitekten kunne lære Meget af den græske Statue, men Billedhuggeren vil ogsaa kunde lære Meget af den arkitektoniske Form. Vor Afstøbningssamling ejer allerede et lille Udvalg af ypperlige arkitektoniske Former; men den staar ogsaa i denne Henseende meget langt tilbage for Udlandets større Samlinger. Det vilde vistnok i denne Henseende især være af Interesse, om der kunde tilvejebringes Plads til Afstøbninger af større og sammenhængende Arkitekturstykker. Vi have hidtil maattet indskrænke os til et og andet enkelt Kapitæl, en og anden enkelt Basis eller til Snit af arkitektoniske Led; men Værdien af saadanne Enkeltheder afhænger meget af, om man i Forvejen er vel kjendt med Helheden og Sammenhængen. Det vilde langt mere aabne Øjet og vække Sansen at se hele Søjlen i Forbindelse med Bygningens øvre Led, og enhver Sagkyndig vil indrømme at det er langt fra, at man ved denne Tanke kommer ind paa noget Eventyrligt: den græske Bygningskunst holder sig i Reglen til meget maadeholdne Dimensioner. Vor arkitektoniske Samling indskrænker sig desuden til Antiken; men ogsaa de andre Stilarter burde repræsenteres gjennem deres ædleste Frembringelser.
Hermed skal jeg slutte Betragtningen af denne Sag, som ganske vist især maa ligge Kunstens Dyrkere paa
[543]
Hjerte, men som vilde kunne faa en Betydning, der gik langt ud over Kunstakademiets Grænser. En betydelig og fuldkomment tilgængelig Afstøbningssamling hører til den Art af Foretagender, som ingenlunde ligge over en lille og mindre rig Nations Evne, og som netop vilde bidrage mægtig til, at det ikke skulde hævne sig for den Enkelte, at det ikke skulde virke hæmmende for hans Udvikling, Dannelse og Arbejde, at han hører til en lille Nation. De store Nationer have saa Meget forud for os, at vi ere opfordrede til at gjøre Alt, hvad vi evne, for at vi ikke skulle lades langt tilbage i Kulturens store Kappestrid.
––––––––––––
Transskriberet efter Julius Lange: ‘Kunstudstillingen og Afstøbningssamlingen’, in: Billedkunst, København 1884, pp. 534-543.