• Om Afstøbningssamlingen
  • Tidslinje
  • Co-creation 2010-19
  • Samlingens historie
  • Myten om de lave besøgstal
  • International vurdering
  • We Are Travelers
  • Opstillingen i Vestindisk Pakhus
  • Kultur og Museum 1980
  • Rapport fra Ledøje 1981
  • Kulturministeriets udvalg 1982
  • Rapport fra Ledøje 1981

    Indtil 1984 var Afstøbningssamlingen opmagasineret i en ladebygning på Duekærgård i nærheden af Ledøje godt 20 km vest for København. Samlingen blev flyttet hertil i 1966, da SMKs hovedbygning i Sølvgade skulle ombygges. Det siges, at tanken dengang var, at gipserne skulle vende tilbage til Sølvgade og opstilles i SMKs to indre gårde, der ved ombygningen blev overdækkede.

    Men de indre gårde fik imidlertid en anden funktion, og tilbageflytningen blev derfor aldrig til noget. SMKs ledelse traf ingen beslutning om, hvad der så i stedet skulle ske med Afstøbningssamlingen. Fremtiden var uvis, og samlingen havnede dermed i et limbo i Ledøje.

    Efterhånden viste det sig også, at opbevaringsforholdene i laden var så dårlige, at samlingen var begyndt at gå i alvorligt forfald.

    I 1981 besøgte kunsthistoriker Marie-Louise Berner, billedkunstner og skulpturkonservator Eric Erlandsen og klassisk arkæolog Kristian Jeppesen magasinet i Ledøje for at undersøge skadernes omfang og dokumentere dem i en rapport.

    Rapporten er den rene skræklæsning. Der var talrige skader, overfladeknusninger og sprængninger på gipserne som følge af hårdhændet flytning og skødesløs opstilling; nogle værker var indpakkede i flyttekasser, andre stod ubeskyttede og så tæt, at de var utilgængelige; figurer og relieffer var anbragt helt uden overskuelig orden; der var manglende afdækning og emballering af værkerne; der var uidentificerede og afmonterede værkdele tilfældigt spredt rundt i bygningen; der var huller i taget, som forårsagede vandskader på adskillige gipser; der var ingen opvarmning, så gipsfigurernes træ- og jernarmering gav sig i den svingende temperatur og luftfugtighed med revnedannelser og uoprettelige rustudtrædninger til følge; emballagen i nogle af flyttekasserne var et paradis for mus og rotter, som havde ædt sig ind på gipserne; indholdet af flyttekasserne stemte ikke altid overens med SMKs kasseliste fra 1966; flere værker og værkdele havde i årenes løb tabt deres identifikationsnumre, osv.

    Afstøbningssamlingens flytning til Ledøje er på alle måder nok den mest skandaløse og uansvarlige opmagasinering af en offentlig kunstsamling i dansk museumshistorie. Ved læsning af rapporten får man uvilkårlig det indtryk, at der i 1966 fra SMKs side snarere var tale om en permanent bortskaffelse og nedlukning end en midlertidig deponering af samlingen.

    Rapporten konkluderede, at skaderne på gipserne var særdeles omfattende; at samlingen var i “et begyndende forfald”; at laden i Ledøje var “helt uegnet til opbevaring af gipsafstøbninger”, men at samlingen dog kunne reddes, hvis den snarest blev flyttet og bragt i sikkerhed.

    Rapporten var en del af den undersøgelse af Afstøbningssamlingen, som et udvalg under Kulturministeriet havde fået til opgave at udarbejde i 1980. Udvalget afgav sin endelige indstilling til ministeriet i juni 1982.

    Rapporten om samlingens bevaringstilstand i Ledøje kan downloades og læses i sit fulde omfang her.

    Den indledes med en konklusion, som følger her:

    Konklusion

    Undertegnede har under inspektion af Den kgl. Afstøbningssamling på Duekærgård i Ledøje i dagene 15. – 17. juni 1981 dannet sig et indtryk af samlingens almindelige bevaringstilstand og af de konkrete skader, der hidtil er sket i forbindelse med udflytningen og som følge af opbevaringsforholdene. Under henvisning til særskilt dokumentationsafsnit kan vi sammenfatte vore iagttagelser i følgende bemærkninger til situationen som helhed:

    En mindre del af afstøbningerne er pakket omhyggeligt med træuld i lukkede trækasser eller i halvåbne tremmekasser uden beskyttelse mod klimatiske svingninger. Resten – skønsmæssigt mellem 2/3 og 3/4 af samlingen – er frit opstillet overalt hvor det har været muligt at finde plads, dvs. næsten ufremkommeligt tæt. De fleste er stillet på brædder eller er lagt på papirposer med indhold af skumgummi. Andre står direkte på betongulve eller træplader uden tilstrækkeligt beskyttende underlag eller mellemlæg, hvorved ikke blot undersider og samleflader, men også fremspringende partier af den modellerede overflade har lidt skade.
    Det er i de fleste tilfælde ikke muligt umiddelbart at opspore alle de dele hvoraf hver enkelt figur er sammensat, da de er anbragt på vidt forskellige steder i laden. Heller ikke store, sammenhængende kompositioner (som f.eks. gavlgrupperne fra Parthenon, Olympia og Egina) er opstillet under et, men alle figurer er spredt ganske vilkårligt og uden hensyn til deres kunstneriske og kulturhistoriske betydning eller deres kvalitet og sjældenhed som afstøbninger.
    På adskillige kan der iagttages brud som følge af hårdhændet behandling under afstøbningernes demontering og flytning. Endvidere er overfladen i enkelte tilfælde borteroderet på grund af neddryppende vand fra utætheder i taget. Alle afstøbninger er nu tildækket med plasticfolie, men igennem de mange år, hvor de har savnet denne beskyttelse, har der på overfladen lagt sig et fast lag af støv og snavs, hvis spor aldrig helt vil kunne fjernes. Alle synlige dele af jern (tappe og lign.) er rustet, og visse steder er rustdannelser på den indre jernarmering trængt frem til gipsens overflade som rødbrune udsvedninger, der ikke kan fjernes. Temperatursvingningerne og den store luftfugtighed medfører spændinger i afstøbningernes indre skelet af jern eller træ, der på en del af figurerne viser sig som begyndende revnedannelser. Skaderne varierer dels efter opstillingsstedet, dels efter den enkelte afstøbnings tekniske beskaffenhed, godstykkelse, armering og omhyggelighed i udførelsen. Nogle rum synes at være mere uegnede end andre, men også indenfor de enkelte rum er der variationer i skadernes art og omfang.

    Skaderne er således af fire typer:

    1. Ødelæggelser som følge af uagtsomhed.
    2. Tæring som følge af neddryppende vand.
    3. Misfarvning af overfladerne af støv og snavs.
    4. Begyndende nedbrydning indefra, der viser sig som revnedannelser og rustudsvedninger.

    Af disse er de tre første de mest iøjnefaldende, men den sidste må ikke undervurderes, da denne form for nedbrydning er af accelererende art og kun kan standses, hvis de klimatiske forhold afgørende forbedres.
    Som helhed må stedet anses for helt uegnet til opbevaring af gipsafstøbninger. Hermed tænkes ikke blot på de skader, der allerede er sket, men også på de muligheder for yderligere ødelæggelser af samlingen eller væsentlige dele af den, bygningen og miljøet i sig selv indebærer.

    Bygningens art og tilstand, den afsides beliggenhed og manglen på dagligt tilsyn, på brandslukningsmateriel og på muligheder for hurtigt at tilkalde hjælp kan under uheldige omstændigheder blive fatal. Et knust vindue, et voldsomt regnskyl, et hul i taget ved storm, hærværk eller brand opstået som følge af børns leg eller uagtsomhed fra tilfældige forbipasserende vil i løbet af kort tid kunne forvolde uoprettelige skader. Risikoen for, at sådanne situationer kan indtræffe er uacceptabelt stor.

    De ødelæggelser der hidtil har fundet sted, er dog endnu ikke af en sådan karakter og af et sådant omfang, at samlingen ikke kan reddes. Tilstanden kan karakteriseres som begyndende forfald, der er opstået ved et samspil af flere uheldige omstændigheder. Tilsammen har disse faktorer frembragt et miljø, der fremskynder det videre forfald og som på længere sigt vil føre til samlingens ødelæggelse. Så meget er ihvertfald sikkert, at de nødvendige reparationer vil blive mere og mere bekostelige, jo længere den nuværende situation får lov til at fortsætte.

    Det er derfor påtrængende nødvendigt, at samlingen snarest kommer under betryggende opbevaring i lokaler, hvor der kan holdes en rimelig stabil temperatur og luftfugtighed, og flytningen må denne gang ske efter en nøje tilrettelagt plan og under sagkyndigt tilsyn.

    København d. 19.8.1981

    Marie-Louise Berner
    Kristian Jeppesen
    Eric Erlandsen