Dette er en genudgivelse af forordet i debatbogen Afstøbningssamlingen – død eller levende?, som Afstøbningssamlingens Venner udgav i 2005.
Forordet er skrevet af foreningens daværende formand Marie-Louise Berner
Afstøbningssamlingens Venner opstod i foråret 2002 som en naturnødvendig reaktion på planerne om en lukning af Den Kongelige Afstøbningssamling. Bortset fra det absurde i at neddrosle en samling med kun syv år på bagen og som lige var blevet sat i stand for en anseeligt beløb, var der samtidig tale om en protest imod at gøre landet kulturelt fattigere både indadtil og udadtil. Samlingen er en af de meget få bevarede af en europæisk museumstype, som var ganske udbredt i 1800-årene, men som de fleste andre steder er gået til eller blevet kraftigt decimeret.
Vennerne fik hurtigt en meget bred tilslutning af en lang række enkeltpersoner, kulturelle institutioner og foreninger, og kunne den 6. februar 2003, inden der var gået et år efter neddroslingen, gennemføre en stor offentlig høring med i alt 12 indlæg om samlingen i Kunstakademiets Festsal på Charlottenborg. Høringen havde fire centrale emner: 1. Den danske Sammenhæng, 2. International kontekst, 3. Kulturtabet og 4. Afstøbningssamlingen som attraktion i byen København. Høringen vakte berettiget opsigt og affødte en del presseomtale og forøget tilgang af medlemmer til foreningen.
Planen var hele tiden at samle alle indlæg i en hvidbog, men da bestyrelsen fandt, at væsentlige emner og aspekter om samlingen ikke var blevet berørt på høringen, valgte man at udvide bogen. Der er således tilføjet artikler om samlingens fortolkning, formidling og betydning, og om dens nyere historie. Yderligere er der bidrag om et andet vigtigt aspekt, som slet ikke kom frem i Kunstakademiets festsal, nemlig konserveringen af gipser, hvor der i de foregående år er høstet megen ny erfaring i samlingens nu lukkede gipsværksted.
De enkelte indlæg bærer præg af deres oprindelse, som enten en mundtlig fremstilling egnet til høringens mere flygtige karakter eller egentlige artikler, der er skabt i skriftlig form med henblik på denne bog.
Vi er så ubeskedne i foreningens bestyrelse, at vi tror, at alle disse anstrengelser var den direkte årsag til en nødvendig, men ikke tilstrækkelig bedring i Afstøbningssamlingens forhold. Allerede ved selve høringen kunne direktøren for Statens Museum for Kunst meddele, at hun sammen med Kulturministeren havde fundet midler til en forøgelse af åbningstiden fra 5 timer månedligt til 10 timer ugentligt med gratis adgang onsdage fra 10-20, en ugentlig omvisning i tilknytning hertil, øget omtale af samlingen i museets pressemateriale samt en treårig ansættelse af en forsker/museumsinspektør med den opgave at gøre samlingens registrant tilgængelig på museets hjemmeside.
Den øgede åbningstid kom efter tre måneder, inspektøren måtte vente i 13 måneder og udvidelsen af museets hjemmeside med Afstøbningssamlingens katalog har vi stadig til gode. I mellemtiden har foreningen i samarbejde med museet indlagt et mere enkelt udformet katalog på sin hjemmeside, omfattende alle skulpturerne i pakhuset.
Der er dog stadig lang vej til, at Afstøbningssamlingen kan indtræde som fuldgyldigt medlem af landets museer med museumslovens foreskrevne fem-strengede aktiviteter: indsamling, bevaring, registrering, forskning og formidling. Pakhuset står fortsat tomt og lukket de 6 af ugens dage, og har på åbningsdagen alene udstationeret personale fra museumsbygningen i Sølvgade. De væsentlige erfaringer, som man gjorde i pakhusets kontorer og i gipsværkstedet, vil dø ud med de medarbejdere, der sammen med samlingens øvrige personale blev fyret den forårsdag for 3 år siden. Samlingens eneste faste personale i dag er den nu treårigt ansatte forsker, der er afhængig af museumsdirektørens goodwill i sit videre karriereforløb.
Det tager mange års nidkært arbejde at opbygge en samling og integrere den i landets kultur, mens der kun skal ganske få år til for at nedbryde den. En samling, der ikke benyttes efter sit formål og ånd, er en død samling. På trods af de umiddelbare fremskridt må samlingen stadig betragtes som truet og meget sårbar overfor en hurtig og uigennemtænkt beslutning på et kontor på Kunstmuseet eller i Kulturministeriet.
I skrivende stund pågår der forhandlinger mellem ministeriet og museet om samlingens fremtid. I håbet om at kunne påvirke disse forhandlinger har Afstøbningssamlingens Venner skrevet til kulturminister Brian Mikkelsen og opfordret til at sikre gode og stabile levevilkår for samlingen. Brevet har vi ladet aftrykke her efter forordet.
Det er de store vedvarende institutioner, der definerer et land som en kulturnation. Derfor må det være på sin plads her at minde om, at afstøbningerne har været en uadskillelig del af dansk kunst, lige siden man for 250 år siden begyndte at uddanne landets egne kunstnere. Det er derfor ikke en tilfældig samling, som man har taget livtag på og pusten fra.
Vi håber med denne bog at kunne fastholde væsentlige synspunkter og betragtninger, som er fremkommet siden afstøbningerne blev installeret i pakhuset i 1984, og navnlig håber vi, at bogen ved sine mangfoldige og perspektivrige artikler kan bidrage til at genetablere Den Kongelige Afstøbningssamling som det, den er: En af landets mest markante samlinger med et stort dannelses-potentiale for alle og enhver.
Tilbage er kun at takke alle bidragyderne for indlæg, Pi Vielsted for layout, medlemmerne i foreningen for støtte og opmuntring, og ikke mindst Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle Formål, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Bikubenfonden, Direktør J.P. Lund og Hustru Vilhelmine Bugge’s Legat, Fonden Realdania, Hotelejer Andreas Harboe’s Fond, Konsul George Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Lillian og Dan Finks Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Politiken-Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond for generøs støtte til udgivelsen af denne bog.
Marie-Louise Berner
Formand for Afstøbningssamlingens Venner
April 2005
