• Aktion foran Finansministeriet 2019
  • Gipserne på Finansloven 2021
  • Foretræde for Kulturudvalget 2020
  • Aktindsigt 2020
  • Akademiraadets udtalelse 2020
  • Ny Carlsbergfondets støtteerklæring 2020
  • Presse 2016-2020
  • Billedstorm?
  • Agitprop 2020
  • Brev til Statsministeren 2019
  • Staten sælger ud
  • Proteståbninger 2016
  • Billedstorm?

    Denne artikel er skrevet af kunsthistoriker og dr.phil. Mikael Wivel. Teksten blev oprindelig bragt i Weekendavisen 10.12.2020 (bag betalingsmur).

    Michelangelo: Den døende slave

    Mikael Wivel

    Den 8. maj 1972 var der en ungarsk galning, der forcerede skranken ind til det kapel i Peterskirken, hvor Michelangelos berømte skulptur Piéta stod på alteret – og før nogen kunne nå at forhindre det, var han helt oppe på siden af den. Her tog han så en hammer frem og begyndte som en rasende at banke løs på Jomfru Maria, mens han råbte til de bestyrtede tilskuere, at han var Jesus Kristus, og at han var stået op fra de døde!

    Jomfruens venstre underarm brækkede af og knustes mod marmorgulvet, hendes næse fik også et gok, og det samme gjaldt hendes slør og hendes venstre øjenlåg. Men inden galningen kunne nå at gå videre og smadre resten af ansigtet, var der heldigvis en stærk mand, der fik fat i hans lange, røde hår og halede ham baglæns ned fra alteret.

    Hvis Kulturministeriet vælger løsningen med bygningerne i Brede, risikerer den nuværende, socialdemokratiske regering at tangere et lavmål af kulturel indsigt og medmenneskelig forståelse

    Michelangelo var kun 25 år gammel, da han lavede skulpturen, men den er en af de skønneste, han nogensinde fik fra hånden. Hvilket jo vil sige noget! Der er tale om et af de absolutte mesterværker i vesterlandsk kunst, og kapellet i Peterskirken er af samme grund et valfartssted. Vatikanets konservatorer fik da også hurtigt samlet stumperne op – alle stumperne – og stykket dem så professionelt sammen igen, at man kun kan se ødelæggelserne, hvis man står lige så tæt op af skulpturen, som galningen gjorde det for nu snart 50 år siden.

    Men dét er der så heller ingen fare for, at man kommer til – med mindre, selvfølgelig, at man er Paven selv. Skulpturen står ganske vist stadig i kapellet, men tilskuerne – de andagtssøgende, de kunstinteresserede eller horderne af mere eller mindre bevidstløse turister – befinder sig nu i sikker afstand, bag en spærring, mange meter væk. Og ikke bare det, skulpturen er yderligere beskyttet af ikke mindre end tre lag skudsikkert glas, hvilket gør, at man faktisk ikke rigtigt kan se den mere.

    Man kan se, at den er der, ja – men der kunne for så vidt lige godt være tale om et vellykket 3D-print. Distancen er simpelthen for stor og skulpturen derfor reduceret til noget, man nu bare kan krydse af på sin to-do-liste fra besøget i Rom. Michelangelos formidable indsigt – som billedhugger og medmenneske – er ikke længere noget, man kan opleve i Peterskirken.

    Michelangelo: Bacchus

    Dette tab må man desværre acceptere. Men så er der heldigvis nogle få lommer, andre steder i verden, hvor man stadig kan opleve begge dele – og en af disse lommer findes rent faktisk i Danmark. Det drejer sig om Den Kongelige Afstøbningssamling i Vestindisk Pakhus på Søndre Tolbod i Københavns Havn, hvor der blandt meget andet godt også findes en fornem kopi i gips netop af Michelangelos Piéta – en kopi, der er lavet længe før ungareren hentede hammeren frem.

    Den Kongelige Afstøbningssamling hører ind under Statens Museum for Kunst og var oprindelig sideordnet med Den Kongelige Maleri- og Skulptursamling og Den Kongelige Kobberstiksamling. Ældre mennesker vil sikkert stadig kunne huske, at den var opstillet i stueetagen på museet i Sølvgade – og måske også, at den ikke vendte tilbage dertil efter den store ombygning i 1966.

    Dette skyldtes, at den faglige interesse for samlingen dengang var så behersket, at man bare lod den blive ude i den lade i Ledøje, hvor den havde været opmagasineret i byggefasen. Laden var ganske vist totalt uegnet til formålet, taget var utæt, og regn og sne havde derfor uhindret adgang til gipserne. Men alligevel slap de først ud derfra i 1984, hvor man efter adskillige års pres, bl.a. fra Foreningen af Danske Kunstmuseer, omsider fik dem flyttet til Vestindisk Pakhus, en fredet, statsejet bygning.

    På dette tidspunkt var samlingen dog i en så elendig forfatning, at der skulle gå ikke mindre end 11 år med at reparere og restaurere størstedelen af de mange, beskadigede afstøbninger. Samlingen kunne derfor først genåbne i 1995.

    I vores digitale tidsalder har man ikke jo længere samme fordomme overfor kopier, som man havde i modernismens velmagtsdage i forrige århundrede.

    Derfor er det nu her i Vestindisk Pakhus, man kan konfrontere sig med kopien af Michelangelos Piéta. Eller rettere: kunne konfrontere sig med den – for der er den hage ved det, at samlingen har været lukket og låst i nu snart fire år, som følge af vekslende regeringers årlige krav om nedskæringer på 2 % på de offentlige budgetter. Ledelsen på Statens Museum for Kunst besluttede sig allerede i 2002 for en markant nedlukning af den og i 2016 for en total, begrundet i disse tvungne besparelser.

    At besparelserne kom til at gå ud over netop Afstøbningssamlingen, skyldtes dels at den var udstillet i eget hus, fjernt fra museet i Sølvgade, og dels den nedarvede fordom, at der jo ”kun” var tale om gipsafstøbninger og dermed om en form for kopier. Altså ikke om originaler og dermed om noget enestående, sådan som værkerne i museets øvrige samlinger.

    Man kunne måske forsvare den første begrundelse, idet den indebar besparelser på lønninger til forskelligt fagpersonale. Men den anden kan absolut ikke forsvares, da de skulpturer, samlingen rummer kopier af, hører til mellem de væsentligste i den vesterlandske kunst – fra antikkens Grækenland og Rom over den vesteuropæiske middelalder og frem til og med renæssancen.

    Michelangelo: David

    Der er tale om mere end 2000 gipsafstøbninger og om alt lige fra portræthoveder til rytterstatuer. Samlingen er da også en af de største og mest repræsentative i verden og har som sådan både historisk og kulturhistorisk betydning, idet man som besøgende kan fordybe i forskellige tidsaldres vekslende, skulpturelle udtryk – og dét i størrelsen én til én.

    Det sidste er vigtigt! Mange af skulpturerne er selvfølgelig reproduceret i kunstbøger, men det er en helt anden oplevelse at kunne gå tæt på dem og rundt om dem og dermed fornemme deres virkelige dimensioner. For selv om der er tale om kopier i gips og derfor om et andet materiale end det, originalerne er udført i, fortæller kopierne alligevel mere om skulpturerne end selv de smukkeste fotografier. Desuden er det både overrumplende og oplysende også at se dem fra andre vinkler end lige netop de gængse, fotograferne foretrækker. Det burde være indlysende!

    Men det er det åbenbart ikke. Besparelseskravene fra tidligere regeringer fik lukket samlingen ned, men selv om den nuværende regering har droppet disse krav, har museet endnu ikke haft overskud til at genåbne den. Og her kommer så den nærmest grusomt ironiske kortslutning hos de såkaldte ”regnedrenge” i Kulturministeriet. For i og med, at samlingen – og dermed Vestindisk Pakhus – nu er lukket for offentligheden, er der jo ikke længere nogen grund til, at Staten skal beholde bygningen, for slet ikke at tale om at vedligeholde den!

    Dette dybt deprimerende udspil fra Kulturministeriet kan desværre kun sammenlignes med at tisse i bukserne for at få varmen

    Selv om Vestindisk Pakhus er fredet som en imponerende og historisk interessant bygning, skønner man åbenbart i både i Finans- og Kulturministeriet, at man med fordel kunne sælge den til højestbydende. Pakhuset har jo en uhyre attraktiv beliggenhed, tæt ved Amalienborg og lige ud til havneindløbet. Så hvorfor i alverden skal den dog ligge lukket hen, fuld af gammel, støvet gips?

    Hvis der havde været tale om beslutningstagere fra Islamisk Stat, havde man bare hentet gipserne ud på kajen og smidt dem ned i havnen, så de ligesom den famøse buste af Frederik V kunne ligge på dybt vand og gå i opløsning. Men lige dén metode går trods alt ikke i dagens Danmark. Der er jo tale om et statsligt museum og om en kostbar samling, som man ikke sådan uden videre kan skyde ud i mørket. Kulturministeriet har derfor behændigt fundet en nødløsning, nemlig et par bygninger ude i Brede Værk, som de tidligere har været benyttet af Nationalmuseet.

    Det vil ganske vist koste et tocifret millionbeløb at pakke gipserne ned – mange af dem skal endog skæres i mindre stykker, før de overhovedet kan komme ud af pakhuset – og det vil koste noget tilsvarende at fragte dem ud til Brede og stille dem op igen. Men det er ikke det værste, for i virkeligheden er der slet ikke plads til dem derude!

    Foreningen Afstøbningssamlingens Venner har således set på sagerne og konstateret, at når det gælder bygningerne i Brede, så er udstillingsarealet herude stærkt begrænset i forhold til Vestindisk Pakhus, hvor tingene i forvejen står ret så tæt. Pladsen i Brede vil derfor være så trang, at der ikke er nogen realistisk mulighed for at pakke gipserne ud, stykke dem sammen og stille dem op igen. Der vil altså blive tale om en regulær opmagasinering – og dét uden udløbsdato!

    Michelangelo: Lorenzo II Medici

    Dette dybt deprimerende udspil fra Kulturministeriet kan desværre kun sammenlignes med den alt for ofte benyttede metafor om at tisse i bukserne for at få varmen. Staten får nogle hurtige penge ind på kontoen, ja – men Statens Museum for Kunst får et langvarigt problem at kæmpe med. Det vil gå i arv fra direktør til direktør og kan kun løses, hvis det lykkes en af disse fremtidige direktører at råbe en privat og pengestærk fond op, som vil finansiere en helt ny og moderne bygning, der ikke bare kan rumme selve samlingen, men også vise den frem i lys og luft og med højt til loftet, så den kan tage sig ud efter hensigten.

    Dette forløb kommer uden tvivl til at tage lige så lang tid, som det tog at redde samlingen ud fra laden i Ledøje! Men hvis Finans- og Kulturministeriet vælger at fastholde idéen om en udflytning til Brede, er der ingen anden mulighed end at tænke nyt og tænke stort. For Afstøbningssamlingen er et vidunderligt skatkammer, hvor borgerne har en enestående mulighed for at gå i intens dialog med vesterlandsk billedhuggerkunst og på den led lære noget væsentligt, såvel om skulpturens veje som om den menneskelige eksistens.

    Og her kommer Michelangelo så ind igen – som eksemplarisk størrelse. For det er ikke kun hans Piéta, der findes som kopi i samlingen, men rent faktisk de fleste af hans formidable skulpturer. Det er ganske få, der stadig mangler, og ingen af dem hører til mellem hans væsentligste. Statens Museum for Kunst kunne derfor – i teorien – stå for en af de mest omfattende udstillinger, verden har set, om den billedhugger, der i sin egen samtid – højrenæssancen – blev betegnet som ”guddommelig”.

    Det er de færreste af Michelangelos originale skulpturer, der nogensinde bliver lånt ud. De fleste af dem findes i Italien og indgår i sammenhænge, hvorfra det bestemt ikke er tilrådeligt at fjerne dem for at sende dem på langfart med fly og lastbil. Men her i København står de parat lige ude i Vestindisk Pakhus, store såvel som små, og selv om det vil koste noget at køre dem hen i Sølvgade og få dem stillet op og sat i sammenhæng, er pengene godt givet ud. For det bliver uden tvivl en udstilling, der vil vække såvel national som international opmærksomhed.

    Michelangelo: Daggryet

    Samtidig vil den også være et tungtvejende argument i den standende debat om samlingens fortsatte forbliven i Vestindisk Pakhus.

    For Michelangelo er jo ikke den eneste billedhugger, der er repræsenteret her – andre kunne også hentes ind og stilles ud, ligesom afgørende perioder, eksempelvis i den græske kunst, kunne lægges frem til oplysning og almindelig henrykkelse.

    Det skal bare gøres med indsigt og omhu og med blikket rettet såvel mod fortid som samtid. I vores digitale tidsalder har man ikke jo længere samme fordomme overfor kopier, som man havde i modernismens velmagtsdage i forrige århundrede. Kopier findes overalt og i et utal af afskygninger og i mange forskellige materialer – også gips.

    Derfor er der heller ikke meget at betænke sig på. For hvis man i Kulturministeriet vælger løsningen med bygningerne i Brede, risikerer den nuværende, socialdemokratiske regering at tangere et lavmål af kulturel indsigt og medmenneskelig forståelse. Der ville de facto være tale om en definitiv museumslukning, hvis Den Kongelige Afstøbningssamling flyttes fra Vestindisk Pakhus til Brede.

    Michelangelo: Giuliano Medici