Et forslag til Kolonihistorisk Center og Afstøbningssamling i pakhuset
Toni Antonov
Kort fortalt
Mit navn er Toni Antonov, og da jeg i 2020 lavede min afgangsopgave på arkitektskolen florerede nyheden om statens mulige salg af Vestindisk Pakhus. Som reaktion på dette valgte jeg at lave en opgave som tog udgangspunkt i netop dette hus. Et hus med en vigtig historie og et stort formidlingspotentiale, der med relativt få indgreb både kan og bør udnyttes bedre.
Mit overordnede fokus var at udforske, hvordan man som arkitekt kan formidle den kolonihistorie, som pakhuset er et produkt af. En væsentlig del af opgave bestod derfor i at undersøge mulighederne for etablere et Kolonihistorisk Center i husets øverste etager.
Med opgaven ønskede jeg at pege på en alternativ fremtid for pakhuset. En fremtid hvor Afstøbningssamlingen kan bevare sin placering, og husets offentlige ejerskab og adgang kan bibeholdes og reetableres.
Pakhuset som historisk vidnesbyrd
Da Vestindisk Pakhus stod færdigt i 1781, var det Danmarks største samt første dobbeltpakhus, og det er i dag et af de sidste intakte pakhuse i Københavns Havn. Så intakt at dets interiør stadig indeholder en række spor fra dets oprindelige brug som pakhus for Det Vestindiske Handelsselskab. Ved at fortsætte og udvide husets anvendelse som museum, kan man fremtidssikre disse spor og samtidig udnytte dem i formidlingen om en væsentlig del af Danmarks historie.
Men hvorfor er det vigtig at bevare disse spor? Som arkitekt er jeg overbevist om, at fysiske rum er en nødvendighed for at etablere mentale rum. Mentale rum der igen er essentielle, hvis man f.eks. ønsker at skabe nye erkendelser om kolonitidens kendsgerninger og konsekvenser.
I den sammenhæng er Vestindisk Pakhus’ øverste etager og i særdeleshed “Kongeværelset” interessante. Kongeværelset er et klassicistisk værelse, der oprindelig fungerede som handelsselskabets bestyrelsesrum. Mens rummet er småt, har det spillet en historisk stor rolle. Og de beslutninger, det har dannet ramme for, har beseglet langt flere skæbner, end hvad dets beskedne størrelse kan rumme.
Den modsætning, vi finder mellem pakhuset som en økonomisk nyttebygning og “Kongeværelset” som historisk magtrum, rummer fortællingen om Danmark-Norge som kolonimagt. En fortælling der er indlejret i husets arkitektur, og som i dag desværre er utilgængelig for offentligheden.
Ombygningens udfordringer
For at tilgængeliggøre Kongeværelset og husets øvrige etager for offentligheden, måtte jeg forholde mig til et par af bygningens udfordringer.
Pakhuset har i dag ingen hovedtrappe, som forbinder alle etagerne, men kun to underdimensionerede brandtrapper – en i hver gavl. Til gengæld har pakhuset tre store vareelevatorer, der ligger spredt i husets vestside. Af disse er kun to operative, og de kører stadig på jævnstrøm. Da Den Kongelige Afstøbningssamling (KAS) flyttede ind i pakhuset i 1984-85, blev der desuden etableret en spiraltrappe fra stuen til 2.sal og lavet udskæringer i dækkene mellem 1. og 2.sal.
Pakhusets lange liv ved havnen har sat sine spor, og bygningen trænger generelt til en kærlig hånd. Husets største udfordring ved en udvidet publikumsadgang er dog den ringe brandsikkerhed og dermed begrænsede publikumsadgang. Dette skyldes bl.a. husets bærende trækonstruktion med manglende brandisolering, få brandsektioner, uddaterede sprinkleranlæg samt små brandtrapper.
Ny hovedtrappe
For at adressere ovenstående udfordringer lagde jeg bl.a. op til at fjerne etagedækkene i det tidligere hejsetårn og derved etablere en ny generøs hovedtrappe. Eftersom trappen her ville ligge i en selvstændig konstruktion, fungerer den som en brandtrappe og flugtvej, der kan forlænges hele vejen op til pakhusets øverste etage.
Vestindisk Pakhus kendetegnes i dag ved dette markante hejsetårn. Et tårn der kom til fordi man i pakhuset skulle huse varer fra de tidligere kolonier. De store mængder kaffe, trivedes ikke med det regnfulde danske klima, og derfor byggede man hejsetårnet helt ud til den tidligere kajkant. Dermed kunne varerne læsses direkte fra skibene og ind i tårnet for så at hejses op til den pågældende etage ved hjælp af hejseværket på 6.sal. Ved at tilbyde museumsgæster samme rute som koloni-varerne, fungerer trappen både som løsning på et problem med brandsikkerhed, og en mulighed for at bevare fortællingen om husets oprindelige funktion.
Ny disponering
I mit forslag har jeg rykket Afstøbningssamlingen en etage op, så den råder over 1., 2. og 3. sal, mens Kolonihistorisk center har fået faste udstillingslokaler i 6. og 7. sal. Dertil deles de to institutioner om stueetagen, 4. sal og 5. sal.
Ved at forlænge den eksisterende spiraltrappe med en etage får KAS en tiltrængt udvidelse af sine arealer samtidig med, at samlingen beholder dagens dobbelthøje udstillingsrum på 1. sal. Kolonihistorisk Center (KOHI) får derimod direkte adgang til Kongeværelset og hejseværket, som integrerede dele af deres udstillingslokaler.
Stueetagen fungerer som en ankomstetage med fælles foyer og faciliteter som café, køkken, toiletter, billetsalg, garderobe, butik, personalerum og depot i husets midterste del. Dertil har de to institutioner fået hver deres ende af etagen med gipsværksted og udstillingslokaler til KAS i syd og projektrum samt udstillingsrum til KOHI i nord.
4. sal udnyttes som en administrativ kontoretage, der kan opdeles mellem institutionerne samt udlejes til mulige tredjeparter. Større konferencesale til forelæsninger, musik, teater og lignende etableres på 5. sal, hvor etagens større loftshøjde kan udnyttes.
Det har også været vigtigt for mig at beholde husets ene side mod havnen åben. Da besøgende på denne måde stadig vil opleve pakhusets oprindelige skala og åbenhed, samtidig med at mindre moderne installationer kan etableres ved elevatorskakterne i vestsiden.
Nye fysiske og visuelle forbindelser
Ved at introducere moderne elevatorer i eksisterende skakte kan teknikrummene på loftsetagerne minimeres og niveaufri adgang til alle etagerne etableres. Den sydligste elevator føres helt op til de øverste etage og servicerer KOHIs gæster, mens de midterste elevatorer kan benyttes af KAS’ besøgende samt husets ansatte.
Pakhuset ligger i dag som en lukket monolit med få åbninger, der tillader lyset at komme ind. Ved at lave nye åbninger i den lukkede sydgavl ønsker jeg ikke blot at gøre etagerne mere anvendelige, men også sætte Kolonihistorisk Center i visuel forbindelse med resten af Frederiksstaden. Den omkringliggende by kan dermed blive en del af udstillingen. På denne måde sættes pakhusets kolonihistorie i direkte relation med den by og de bygninger, den historisk har været med til at finansiere.
Unik mulighed
Bevares, huset har sine udfordringer og brug for en istandsættelse. Men det rummer også en unik fortælling – historisk og arkitektonisk, og man vil med relativt få indgreb kunne nå meget langt. Personligt mener jeg det derfor vil være politisk og kulturelt tonedøvt at sælge Vestindisk Pakhus. For kun ved at synliggøre historien bliver vi klogere på, hvem vi er, og hvad vi er formet af.
Mere om projektet finder du på:
https://royaldanishacademy.com/project/heart-darkness