Den nu hedengangne Foreningen af danske Kunstmuseer udgav i 1980 et særnummer af tidsskriftet Kunst og Museum om Afstøbningssamlingen.
Dengang blev samlingen opbevaret under katastrofale og ødelæggende forhold i en lade på Duekærgård ved Ledøje uden for København. Og særnummeret af Kunst og Museum var et opråb til politikerne og museumsverden om at redde Afstøbningssamlingen, før det var for sent.
Særnummeret lagde dengang det museumsfaglige fundament for kulturministerens beslutning om at redde Afstøbningssamlingen og flytte den til Vestindisk Pakhus i 1984.
Men tidsskriftets artikler og de argumenter, der fremføres for samlingens vigtighed, har stadig stor aktualitet i dag, hvor gipserne igen bliver misligholdt og er truet af en flytning til et potentielt nyt Ledøje.
Hele nummeret kan læses og downloades her.
Redaktør Troels Andersens forord fra 1980 følger her:
Forord
Afstøbningssamlingens skæbne er et af de mørkeste kapitler i dansk museumsvæsens historie. Da samlingen i 1966 blev pakket ned og transporteret bort fra Statens Museum for Kunst, havde ingen forudset, at dens opmagasinering skulle vare mere end nogle få år. Den blev anbragt interimistisk i en moderne, velbygget lade i Ledøje nær København. Nu er fjorten år gået. Da repræsentanter for Foreningen af danske Kunstmuseer under forberedelserne til udarbejdelsen af dette nummer af »Kunst og Museum« i november 1979 besøgte magasinet, viste der sig et ejendommeligt syn. Tagstenene i laden manglede hist og her, understrygningen var ikke fornyet, sorte plasticbaner, der skulle bøde på det værste, hvad angår regn og sne, blafrede i trækvinden. Manglende afdækning af flere skulpturer havde allerede gjort dem gråsorte af støv og snavs. Flere skulpturer var ituslået, andre af de store adskilte skulpturdeles indre skelet har måske slået sig så meget, at de ikke lader sig samle igen. Nogle af de tremmekasser, der rummer disse dele, var stablet ovenpå hverandre, og vægten af de øverste kasser fik de nederste til at give sig. Det er ikke for meget sagt, at forholdene er katastrofale.
Vi ønsker med dette nummer at bidrage til, at der bliver taget øjeblikkelige skridt til samlingens bevarelse. Tressernes synspunkter på værdien af original kontra reproduktion er blevet afløst af en opfattelse, der er mere i slægt med den generations, der grundlagde afstøbningssamlingen på kunstmuseet. Både eksperimenterende billedhuggere og indenfor traditionen arbejdende kunstnere har behov for adgang til samlingen. For det kunsthistoriske studium på universiteterne og for den klassiske arkæologi er samlingens opmagasinering og forfald en ulykke. Mest af alt er det dog en for flot behandling af den brede offentlighed, der ejer disse ting, og for hvem de burde være tilgængelige som en kilde til oplevelse, viden og erkendelse.
De historiske undersøgelser, som offentliggøres i dette nummer, viser, at afstøbningssamlingens placering som en del af Statens Museum for Kunst altid har været problematisk. Gennemførelsen af ombygningen, der er den afgåede direktør Jørn Rubows store fortjeneste, har skaffet museet hårdt tiltrængt råderum. Afstøbningssamlingen bør derfor fremover placeres i eget hus, under egen ledelse, og med adgang for offentligheden. De politiske og museale instanser må tage denne opgave op.
Troels Andersen
